Mundhuleundersøgelse og tandrasp
Tandpleje hos hest
I perioden fra hesten er føl og frem til 6 års alderen skiftes alle mælketænderne og de øvrige tænder bryder frem. I samme periode bliver hesten typisk redet til. Det er derfor vigtigt, at man får efterset og eventuelt ordnet tænder på sin hest i denne periode.
Mange problemer kan stamme fra tænderne. Det er derfor vigtigt at hestens tænder efterses med jævne mellemrum. Når hesten tygger dannes der med tiden tandspiser på siderne af tænderne, disse spidser kan danne sår på indersiden af kinderne. Desuden kan hesten have ulvetænder som kan være til gene under ridning. Under tanskifte kan tandkapperne sidde mere eller mindre fast, af og til skal de hives ud for ikke at genere hesten.
Nogle af de nedenfor beskrevne symptomer kan skyldes problemer med tænderne:
- Hovedrysten og kasten med hovedet
- Spilder meget fra munden når den spiser
- Problemer med biddet under ridning
- Ændret adfærd under ridning
Det er slet ikke i alle tilfælde, at problemer kan tilskrives tænderne alene, men tandeftersynet er et vigtigt element i den samlede undersøgelse. Behovet for tandeftersyn kan være meget forskelligt fra hest til hest og bør udføres jævnligt, også selv om man ikke syntes hesten har problemer. Vi anbefaler at hesten tænder efterses min. en gang årligt fra hesten er ca. 3 år (første mundhuleundersøgelse før tilridning).
Under tandeftersynet bedøves hesten og munden åbnes med mundspærre. På den måde har dyrlægen bedst mulighed for en grundig undersøgelse af hele mundhulen. Vi anvender altid lys og spejl, så vi kan opdage de problemer og sygdomme, der måtte være i hestens mund.